Da jeg blev fan.....

Det hele startede en december aften tilbage i 1969. Jeg var sammen med mine forældre på besøg hos min kusine og hendes mand som dengang boede i en lille lejlighed i Hvidovre.
Jytte (min kusine) var på det tidspunkt stor fan af en sanger som hed Elvis Presley. Da jeg bare var 10 år på dette tidspunkt sagde navnet Elvis Presley mig intet.
Hvad jeg ikke vidste var at samme aften kom der et program på dansk tv med netop denne Elvis Presley, og da Jytte var stor fan, skulle sort/hvid tv'et selvfølgelig tændes.

Jeg kan huske der var en del mennesker tilstede den aften, deriblandt var selvfølgelig også min mor. Hun var til Tom Jones, så da Hr. Presley tonede frem på skærmen startede den helt store diskussion om hvem der var bedst. Tom eller Elvis. Der skulle kun gå ganske få minutter af programmet før jeg ikke var i tvivl om hvem der var bedst!

Min fætter Henrik var også tilstede den aften. Han er lidt ældre end mig, så ham så jeg lidt op til. Han havde en helt klar mening om Elvis, og det var bestemt ikke positivt. Derfor skulle jeg heller ikke sige noget godt om det jeg så i tv'et den aften. Tværtimod, så gav jeg faktisk Henrik ret i, at "ham der Elvis er vel nok dårlig", men inderst inde synes han (Elvis) var sej i sit sorte lædertøj, og der var et eller andet ved den måde han sang på.

Det der var i dansk tv den aften i december '69, var Elvis' Comeback Special fra 1968.

 

Det var sådan det begyndte.

 

Kort tid efter, i januar/februar 1970 vil jeg tro, fik jeg så min første Elvis plade. Overraskelsen var stor da jeg blev klar over at man kunne købe plader med Elvis! En lidt vanvittig tanke, men som sagt kendte jeg intet til Elvis før jeg så ham på tv.
Den første plade jeg købte var lp'en Elvis Sings Flaming Star. Jeg købte den sammen med min far i en Radio forretning inde ved Nørreport Station. Jeg mener den hed Bagger Radio.



min første Elvis plade

Herefter gik det stærkt. Så stærkt det nu kan gå når man kun er 10-12 år gammel og kun har sine lommepenge at gøre godt med. Selvfølgelig var der også noget der hed jul og fødselsdag og der stod Elvis altid øverst på ønskeseddelen.

 

 

 

 

 


En af mine første single.